DIR Return Create A Forum - Home
---------------------------------------------------------
TOGKLODSEN
HTML https://togklodsen.createaforum.com
---------------------------------------------------------
*****************************************************
DIR Return to: Anders' WIP sektion
*****************************************************
#Post#: 3004--------------------------------------------------
Ydby station
By: Anders.RK Date: November 28, 2021, 3:23 am
---------------------------------------------------------
Hvis jeg siger, "Yrsa bor i Ydby", vil de fleste på min alder
nikke genkendende og tænke tilbage på skriveøvelser i
skoletidens små klasser. Når vi skulle øve skrivning af et stort
"Y", var det den sætning, som vi skulle skrive igen og igen over
et par sider i skrivehæftet. Der er næppe mange der har tænkt
over, hvor Ydby egentlig ligger, og der er sikkert kun få
danskere, der kan svare på det. Skulle der også være medlemmer
af Togklodsen, der er i tvivl om det, kan jeg nu afsløre, at
Ydby ligger i Thy og helt fra Thybanens åbning har haft en
station. Jeg agter nu at gøre mit til, at "byen" bliver mere
kendt - i det mindste i LEGO- og modelbaneverdenen.
Helt grundlæggende vil jeg gerne kunne bidrage med andet end
"bare" tog til vore udstillinger. Jeg er dybt imponeret over
jeres bygninger, stationer, sporveje, kommandoposter og remiser.
Nikolai har tidligere foreslået, at jeg skulle bygge en station
fra Thybanen, som jeg kunne tage med. Da det var en tanke, jeg
allerede selv havde leget med, begyndte jeg at studere
landstationerne på banen (bortset fra endestationerne Struer og
Thisted er der ikke andet end landstationer). Det viser sig, at
disse mellemstationerne alle er bygget over den samme læst. Der
er tegnet en standard landstation, der er fælles for
Herning-Skjern banen og Thybanen. De oprindelige tegninger
findes tilgængelige på Jernbanekilder.dk. Det er nogle smukke,
harmoniske, men prunkløse lave rødstensbygninger med sort
skifertag.
En gennemgang af de enkelte stationer (de findes sort set alle
endnu) afslørede, at mange var modificeret i forskellig grad
(f.eks. forlænget eller på anden vis tilpasset helt lokale
behov). En undtagelse er Ydby, hvor stationen synes at være
fuldstændigt opført efter grundtegningerne. Dermed var
beslutningen truffet: Jeg skal bygge Ydby Station i LEGO!
Jernbanemuseet kunne hjælpe med en sporplan for stationen, og
som en ekstra appelsin i turbanen, viser det sig, at Ydby har
haft vandtårn, klapsejler (vindmølle til at pumpe vandet op i
tårnet), vandkraner og overdækkede svinestier med rampe til
toget. Årsagen er (bortset fra svinestierne naturligvis), at
Ydby ligger præcist midt mellem Struer og Thisted. Der har
derfor været behov for at kunne fylde vand på lokomotiverne.
Der har derimod aldrig været remise, slaggegrav eller kulanlæg.
Disse faciliteter fik det til at krible yderligere i fingrene,
så jeg er så småt gået i gang. Første overvejelse gik på
farvevalg (i LEGO altså). Så vidt jeg kan vurdere/huske, har
Dennis brugt redish brown til røde mursten på Odense station,
hvorimod Lars har benyttet dark red til Frederiksborg slot. Det
sidste virker helt rigtigt i samspil med den grå granit (eller
er det mon sandsten), der også indgår i bygningsværket. På
Odense station synes jeg omvendt også redish brown gør sig
rigtigt godt i samspil med det sorte tag, så indtil videre
hælder jeg til, at Ydby station skal bygges i redish brown. Så
længe den kun findes digitalt er der jo ingen skade sket.
Næste overvejelse var, om murstenene skulle træde frem. LEGOs
murstensmønster lider af at være ALT for groft til mursten i
denne skala. På et stort slot som Lars' gør det ikke noget (de
er vist også større i virkeligheden), men på små bygninger,
synes jeg, det vil virke forkert. Jeg har overvejet helt at
bygge murene af 1 x 2 plader, men jeg er ikke nået til nogen
konklusion.
Efter denne lange indledning er det nok tid at vise nogle
billeder af designets nuværende stade. Første billede viser
stationen fra banesiden. Som det fremgår, er det hele designet
efter Moduverse-standarden. Der skal være et yderligere spor
(læssespor) bag de to nuværende (slutter ved pakhuset).
[img
width=1200]
HTML https://www.ringgaard.dk/lego/ydby/baneside.png[/img]
Nærmest (fra højre) ses stationens pakhus. Jeg har endnu ikke
fået sat luger for hullet i gavlen på loftet. Derefter følger
selve stationsbygningen, hvor forstanderens bolig ligger i den
ene ende (nærmest betragteren) og ventesal og billetsalg ligger
i den anden ende. Gavlvinduet er på tegningen angivet som
hørende til et pigekammer. Længere i baggrunden ses den lille
toiletbygning, og yderst til venstre er jeg begyndt at mure den
nederste runde del af vandtårnet, hvor det voldte lidt hovedbrud
at passe en dør ind i et rundt tårn. Hvordan jeg slipper fra, at
bygge den øvre 12-kantede del af tårnet (i grønne brædder), vil
tiden vise.
Der mangler stadig en masse elementer (plankeværker, træer,
haveanlæg, læsseramper, svinestier, klapsejler, vandkraner, en
smal grusperron mellem de to spor, etc.). Det næste billede
viser "gadesiden". Når jeg har sat anførselstegn omkring, er det
fordi, Ydby er en landstation i ordets egentlige betydning. Der
var ikke nogen gade på den anden side, men blot en indkørsel til
stationen og det teglværk, der lå (ligger?) lige ved siden af.
[img
width=1200]
HTML https://www.ringgaard.dk/lego/ydby/gadeside.png[/img]
#Post#: 3007--------------------------------------------------
Re: Ydby station
By: Dennis Date: November 28, 2021, 4:55 am
---------------------------------------------------------
Flot flot!
Jeg er vild med at du tør kaste dig ud i Moduverse allerede nu.
Husk at alt ikke-synligt Moduverse kan være en hvilken som helst
farve og ikke nødvendigvis hvad der vises i byggevejledningerne,
i det her tilfælde den forholdsvise dyre Dark Bluish Gray.
Desuden er der hellere ikke noget krav til hvordan underlaget
bygges bare de grundlæggende retningslinjer overholdes.
Jeg er vild med at du bruger Dark Tan som underlag for
skinnerne. Det har jeg selv overvejet. Nu er jeg overbevist :)
Angående murstensfarven på bygningerne, så har du gjort dig
nogle fine overvejelser som vi vist alle har været forbi med
forskellige individuelle valg og fravalg ;D
Jeg vil dog foreslå dig en eller anden form for spil i de
forholdsvis glatte murflader ellers bliver det hele for blankt
og sterilt.
Måske en murstensklods hist og pist, lidt 1 x 2 plader i farver
tæt på til at bryde med eller nogle flere brud med off-set
fliser og plader for karme o.a.
Lidt plantebevoksning op ad murene hjælper sikkert også.
Selve fundamenter kan du snildt bygge med Dark Bluish Gray
murstensklodser...jeg tror det vil gøre underværker for
helhedsindtrykket.
#Post#: 3009--------------------------------------------------
Re: Ydby station
By: Nikolai.OMN Date: November 28, 2021, 9:16 am
---------------------------------------------------------
hold da op!
Det ser spændende ud! Det kan snart ikke vente længere. Jeg må i
gang med station(er) selv!
Jeg erklærer mig enig i Dennis' tip ift. at benytte 1x2 plates
her og der i lignende farver og evt. snige nogle
murstens-klodser ind et par steder. Sådan en flot gammel
landsstation må ikke komme til at se for steril ud.
Og tusind tak for fortællingen! Det er altid spændende
beretninger at læse, både om tilblivelsen af dit byg, men også
generelt det som ligger bag motivet der bygges
Så byg endelig videre :D
#Post#: 3048--------------------------------------------------
Re: Ydby station
By: Anders.RK Date: December 2, 2021, 3:16 pm
---------------------------------------------------------
Tak for feedback fra Dennis & Nikolai! Det er yderst nyttigt.
Det er dog sjovt, at Nikolai taler om en "gammel" landstation. I
parentes bemærket har den jo ikke altid været gammel. Mit
Thybane-tog er jo fra 1880'erne, og da var Ydby Station helt ny.
Skal den repræsentere den tid, skal den altså ikke se gammel ud.
Det fører så til andre overvejelser. I epoke 3 var træværket
hvidt (som i den version, jeg viser). Oprindeligt har det
derimod været portgrøn (i følge Jernbanemuseet), og så skal jeg
have skiftet vinduer og døre (har sikret mig et lager af dark
green).
En af de større udfordringer ved byggeriet er vandtårnet, som
jeg derfor har kastet mig over. Nederste del er rundt og muret i
røde mursten (som stationen i øvrigt). Øverste to-tredjedele er
en 12-kantet trækonstruktion, som jeg lurede noget over, hvordan
jeg kunne bygge. Jeg tror dog, der er lykkedes, så jeg deler
lige et par billeder. Først ser vi toiletbygning og vandtårn set
i retning mod Oddesund/Struer:
[img
width=1200]
HTML https://www.ringgaard.dk/lego/ydby/taarn1.png[/img]
Der mangler stadig mange detaljer, men selve den 12-kantede
konstruktion er på plads. Et kig i retning af Thisted viser
stationen i sin helhed. Man vil bemærke, at præcist som jeg har
problemer med lyssætning, når jeg fotograferer rigtigt, er dette
render vist lidt overbelyst. Det har så den fordel, at pakhusets
noget simple murværk tydeligt afviger fra det gedigne
murermesterarbejde på hovedbygningen:
[img
width=1200]
HTML https://www.ringgaard.dk/lego/ydby/taarn2.png[/img]
Skulle nogen undre sig over, hvorfor der er et hul ind i tårnet
på sydsiden, skyldes det, at der sammenbygget med tårnet var en
lille rødstensbygning. Det bliver en større udfordring at få det
til at gå op, idet taget på bygningen når helt op i
trækonstruktionen på tårnet.
At konstruere et 12-kantet tag, der samtidigt er pyramideformet
er endnu en større udfordring, så vi får se, hvordan det går!
#Post#: 3049--------------------------------------------------
Re: Ydby station
By: Nikolai.OMN Date: December 2, 2021, 3:51 pm
---------------------------------------------------------
Det er helt vildt spændende at følge!
Er vandtårnets trækonstruktion bygget i dark green eller sort?
Jeg ved ikke om det er vinklen der driller mig, eller det faktum
at jeg er rød-grøn farveblind [emoji28]
Har du planer for hvad der skal stå på det tomme område bagved
vandtårn og toiletbygning?
#Post#: 3050--------------------------------------------------
Re: Ydby station
By: Anders.RK Date: December 3, 2021, 1:40 am
---------------------------------------------------------
Træværket er dark green. Området bag ved toiletbygningen skal
dels rumme en adgangsvej til perronen uden om stationsbygnigen
og dels et tilplantet areal (træer og buske).
#Post#: 3053--------------------------------------------------
Re: Ydby station
By: Anders.RK Date: December 3, 2021, 1:10 pm
---------------------------------------------------------
Så kom der også et 12-kantet tag på Ydby vandtårn! Det skal
måske pyntes lidt med tiles, så knopperne skjules, men
grundlæggende er jeg overrasket over, hvor godt geometrien
egentlig går op. Så er det spændende, om det også fungerer i
praksis.
[img
width=600]
HTML https://www.ringgaard.dk/lego/ydby/taarn3.png[/img]
#Post#: 3062--------------------------------------------------
Re: Ydby station
By: Anders.RK Date: December 5, 2021, 9:59 am
---------------------------------------------------------
Så blev der bygger en sidebygning på vandtårnet. Jeg må nok
erkende, at når så mange skæve vinkler mødes ved tagets
tilslutning til tårnet, bliver det næppe perfekt. Det kan
forhåbentligt gøres bedre, end det er gjort nu, men det må nok
afvente, at jeg sidder med fysiske klodser i hænderne.
[img
width=1200]
HTML https://www.ringgaard.dk/lego/ydby/taarnbygning.png[/img]
I øvrigt kniber det med dokumentationen for denne bygning. Det
fremgår af sporplanen for Ydby station i 1907, at den har været
der, men jeg savner gode billeder. Min vigtigste kilde er et
amatørmaleri udført af sognepræsten i Ydby i 1968:
HTML http://www.ydbythy.dk/Ydby-station-vandt%e5rnet-400px.jpg
Jeg har undret mig meget over, hvad bygningens funktion er (og
jeg har spurgt Jernbanemuseet, der endnu ikke hare svaret). Erik
V. Pedersens artikel
HTML http://evp.dk/index.php?page=vandtarne-ved-dsb
rummer måske
noget af svaret, når man sammenligner med hans illustrationer af
vandtårnet i Thisted, der var Thybanens endestation. Måske har
bygningen rummet et kulfyret varmeanlæg, der har holdt vandet i
tårnet frostfrit.
#Post#: 3063--------------------------------------------------
Re: Ydby station
By: Nikolai.OMN Date: December 5, 2021, 12:59 pm
---------------------------------------------------------
Kønt er det i hvert fald! :D
Jeg kan kende det fra mig selv, at man over få dage kan komme
meget langt og få hakket mange timer ned inden man får set sig
om.
Bliv ved med at bygge, det bliver godt! Jeg glæder mig til at se
hvordan du vil lave afslutningen på perronen :)
#Post#: 3066--------------------------------------------------
Re: Ydby station
By: Formand Date: December 6, 2021, 4:24 am
---------------------------------------------------------
Meget flot og gennemført byggeri!
Som andre skriver, så skal du nok, når du når til at bygge den
med klodser, overveje at gøre den lidt slidt og brugt.
Ved godt at det lyder lidt paradoksalt, at skulle gøre sit
byggeri grimt med vilje, men med kun "two shades of grey" får
det hurtigt et alt for poleret look.
Husk også at gøre nogen af fliserne til dobbelt-jumpere, så du
kan sætte minifigurer på (så de ikke vælter når vi skubber til
bordet).
*****************************************************
DIR Next Page